20120519


På et helt specielt tidspunkt
en hver dags aften
rummet ind i rummets inderste rammekant
kanter jeg mig langs blikkenes flakken
i nattens stjernehimmel kun brudt af flyvemaskinernes mønster
i et koordineret system fra en matematikers bedste hjernehalvdel
kan jeg sidde der og tilstå
hvad de andre aldrig måtte tro om mig
hviske i krogene af byens broer
falder jeg helt til ro igen
slap som sandet mine tæer synker ned i
vaklende rolig som et trofast ægteskab
i med og mere modgang
end jeg kan stable i mit skab

Det hele vælter nu ud og marcherer
mod swimmingpoolen i midten af min have
og lægger sig til at rangere
graden af lov i kærlighedens hidsige virke
skriger igennem pumpens evige summen
be’r om blot at få
et åndedrag mere at sejle i
en båd at sove roligt på

20120518


det fungerer sådan her:


jeg lægger et kort på bordet, jeg lader det nærmest flyve ud af mit ærme som en flyvende kost; det er meget tilforladeligt og slet ikke noget ondt ment med det eller derhen lagt i – når jeg står op om morgenen tager jeg et billede af skyerne igennem min rude og de messer på samme måde – ustoppeligt, frivilligt og roligt.
Så kortet ligger der, som en rest saftevand i et glas på et rundt bord i en børnehave i vestjylland jeg gik i for femten år siden. Man står der og træder på sin egne fødder og er overbevist om, at saften er sin.
Det er en kortvarig varme du kan tage og holde om, og det gør du så, i virkeligheden er det ligesom at tisse i bukserne, så du smadrer det, kortet altså, ud gennem ruden mod din modstander som om vi var havnet i et computerspil, jeg ved ikke, hvad de hedder alle sammen, men det er i hvert fald sort mod hvid og en uforenelig match af skydevåben der skyder med verbalt krudt og hjertegas, kan du ikke se, du skyder mod et menneske der er sunket så langt ind i dig, din elskede første fortrolige sjæleven, du smadrer en creme brulée og lader den stå og synke tungt og tarveligt ind i sig selv, og sådan sidder jeg her nu, ved foden af mit hav kan du mase mig langs vandets overflade indtil bølgerne æder ætser og brænder alt op i en herlig grimasse på himlen som jeg kan tage og holde om, slå smut med – tænk hvor meget ydmygelsens lunefuld magt og manglende menneskeværd giver dig massefylde og karakter af et monstermenneske der kun vil bruge mig som et viskestykke til at rense ruden så du kan se hvordan alle de andre skår står og vrikker i takt og tager din herlighed ud og vasker den på krympegrader lader den ligge mat og tom på fortovet så børn kan tegne hinkeruder med den og hoppe ud og ind ad den indtil der nu ikke er mere jeg kan gå ind i der er ganske enkelt ikke en dør jeg ikke har forsøgt åbnet ærligt givet mit kærlig imod dig for at ramme dig op i solens skinnende lys varme og roligheden efter elskov i et drengeværelse pulsen i dit adamsæble og vibrationer i venstre bryst jeg håber håber virkelig de aldrig holder op om end de aldrig skal skramme mig igen irritere ordnen i mit virke eller bare i mit køkken du var ikke bygget til at stå der hvor jeg havde gjort plads til dig alligevel og næste gang det er min tur si’r jeg pas.

20120515

det fungerer sådan her:

jeg lægger kortene på bordet og du brænder dem af, en kortvarig varme du kan tage og holde om smadre ud gennem ruden mod din modstander din elskede første fortrolige sjæleven kan du mase langs vandets overflade indtil bølgerne æder ætser brænder alt op og roder mig igennem for det sidste guld af ydmygelsens lunefulde magt og manglende menneskeværd

20120514

føle sig i stand til alting
og så sig selv
for første gang i fem års ventetid har jeg stået i en elevator
og ventet på grøntlys glat føre og en splintret forrude
det koster penge
at få den slags til mekanikeren
det koster penge
at få den slags til at gro ud af himlen
uden dig slidende op ad mit hjerte en varm ovn jeg tager boller ud af
serverer trakterer informerer om
at hertil går grænsen
det koster penge
at få den slags ophævet
politikerne kan slås om det hele natten
ligesom små børn der kaster popcorn i en biograf
eller holder vejret under vandet

20120511

20120505


Træt af længsel,
bare mærke vide din krop er bag mig måske en meter væk igennem bomuld irritabelt meget lyst til at række ud efter en bankende hånd en tindrende næsetip ro i min kinder og vand langt længere end øjnene rækker i mine kvadrater hælde ud af altandøren kan du sætte mig helt på plads rasende snart sove lunt i din favn 

20120502



Det fungerer ikke sådan her:

Du spiller et kort,
jeg spiller et kort

Dertil har vi kendt hinanden alt for længe, dertil har jeg lastet mit virke alt for længe; du har trukket dig selv igennem en årrække af hidsige pigeskrig, oprigtigt mente forbi, igennem sete handlingsfortielser og en særlig slags kronisk kontrolmani, jeg har svøbt dit hjerte i og lagret vores begge i

Det er ikke en tyv i natten, det er en hånd der lister sig sirligt ind i min mund og begiver sig videre ned mod mavens trygge rum; jonglerer med diverse minders logi og med en motorcykels kilometertal vender hele legepladsen op på et splitsekund og sætter alt i ild

En flyvemaskines rasende kraft og en hovedpine i din tankevirksomhed som tolv sløve søløver der lægger sig på dine sovende fødder og beder dig om at tage den med ro, sætte stormen på retreat og forlange intet andet end søvnen, bare den evigt gentagne forsikrede tro
på at vågne op i morgen og se,
jeg har ikke rykket mig en meter, jeg lægger stadig i min ske,
hvordan jeg troligt sidder ved din gadedør og kigger op, kradser med kridt og vejr og vind, ser dig gå med stok og sejl
i os ind 
Vous êtes très jolie.