På et helt specielt tidspunkt
en hver dags aften
rummet ind i rummets inderste rammekant
kanter jeg mig langs blikkenes flakken
i nattens stjernehimmel kun brudt af flyvemaskinernes mønster
i et koordineret system fra en matematikers bedste hjernehalvdel
kan jeg sidde der og tilstå
hvad de andre aldrig måtte tro om mig
hviske i krogene af byens broer
falder jeg helt til ro igen
slap som sandet mine tæer synker ned i
vaklende rolig som et trofast ægteskab
i med og mere modgang
end jeg kan stable i mit skab

Det hele vælter nu ud og marcherer
mod swimmingpoolen i midten af min have
og lægger sig til at rangere
graden af lov i kærlighedens hidsige virke
skriger igennem pumpens evige summen
be’r om blot at få
et åndedrag mere at sejle i
en båd at sove roligt på