det fungerer sådan her:

jeg lægger et kort på bordet, jeg lader det nærmest flyve ud af mit ærme som en flyvende kost; det er meget tilforladeligt og slet ikke noget ondt ment med det eller derhen lagt i – når jeg står op om morgenen tager jeg et billede af skyerne igennem min rude og de messer på samme måde – ustoppeligt, frivilligt og roligt.
Så kortet ligger der, som en rest saftevand i et glas på et rundt bord i en børnehave i vestjylland jeg gik i for femten år siden. Man står der og træder på sin egne fødder og er overbevist om, at saften er sin.
Det er en kortvarig varme du kan tage og holde om, og det gør du så, i virkeligheden er det ligesom at tisse i bukserne, så du smadrer det, kortet altså, ud gennem ruden mod din modstander som om vi var havnet i et computerspil, jeg ved ikke, hvad de hedder alle sammen, men det er i hvert fald sort mod hvid og en uforenelig match af skydevåben der skyder med verbalt krudt og hjertegas, kan du ikke se, du skyder mod et menneske der er sunket så langt ind i dig, din elskede første fortrolige sjæleven, du smadrer en creme brulée og lader den stå og synke tungt og tarveligt ind i sig selv, og sådan sidder jeg her nu, ved foden af mit hav kan du mase mig langs vandets overflade indtil bølgerne æder ætser og brænder alt op i en herlig grimasse på himlen som jeg kan tage og holde om, slå smut med – tænk hvor meget ydmygelsens lunefuld magt og manglende menneskeværd giver dig massefylde og karakter af et monstermenneske der kun vil bruge mig som et viskestykke til at rense ruden så du kan se hvordan alle de andre skår står og vrikker i takt og tager din herlighed ud og vasker den på krympegrader lader den ligge mat og tom på fortovet så børn kan tegne hinkeruder med den og hoppe ud og ind ad den indtil der nu ikke er mere jeg kan gå ind i der er ganske enkelt ikke en dør jeg ikke har forsøgt åbnet ærligt givet mit kærlig imod dig for at ramme dig op i solens skinnende lys varme og roligheden efter elskov i et drengeværelse pulsen i dit adamsæble og vibrationer i venstre bryst jeg håber håber virkelig de aldrig holder op om end de aldrig skal skramme mig igen irritere ordnen i mit virke eller bare i mit køkken du var ikke bygget til at stå der hvor jeg havde gjort plads til dig alligevel og næste gang det er min tur si’r jeg pas.