Så du har helt ret, når du skriver frygt. Jeg ville bare så gerne, du tog den fra mig. 

jeg har tænkt på at anskaffe mig et husdyr som skal bo i en bowle på mit natbord og svømme sørge for at hajer ikke spiser min sommerregn i år når vi når så langt brandalarmen gik i nat klokken et præcis nåede næsten at få kroppen og hovedet med mig selv ud af sengen før jeg forstod den ville mig intet ild i stedet drak et glas vand og strakte min knæ lænede mig lidt op ad køkkeninstallationerne i min natkjole det blæste så voldsomt uden for som et minus på wall street i en solskinsdag eller bare dit hjerte som en sød lille lun killing liggende i mit pigedigt

(Enten lykkelig eller ulykkelig eller ulykkelig som følge af for meget lykke)

hvad giver 1 plus 1?
det giver 1 og det skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

kontrolfjols.

I dag er jeg et lyspunkt,

en stor albatros flakker rundt over havnen,
alle bådene der bare danner symfoni;
et stort knus du kan gå imod -

jeg har aldrig gjort nogen noget ondt,
du taler om en popsang, jeg kan høre i stedet,
det er garanteret sådan, jeg har det,

jeg tænker, hvordan vil du ha’, jeg skal ha’ det,
bare giv mig noget, jeg kan ha’
i det mindste – når jeg står og træder turister
savner, bare helt håndgribeligt verdensomfavnende savner,

en der skubber
og går imod

lander i min mund, flyver over vand,
læner sig langsomt ind i mig

skruer op 

En stor knyttet hånd kastet direkte i mit ansigt op langs næsens ryg og på kinden lige der hvor jeg rødmer før det hele braser sammen som et sankt hans bål ved vesterhavet i slutningen af juni bølgerne der æder det op i løbet af juli og sommeren der slutter i august året begynder igen i september og oktober varer aldrig længere end november i mit i års april altomsluttende savnforbrug ren narkomani foruroligende forpligtende for hver og een af os der altid vil veje mest hos mig i min fugleredde af forvirrede fintfølende fantasier langs en kyst der løber stille og roligt nærmest jogger i pulserende rytmevers når jeg lægger mig til land på en stor flad sten og bølgerne altid bølgerne masserer mig maser mig igennem dagen 

Om det her er alt jeg kan bære og alt

du kan være for mig, hos mig er du så langt væk at jeg kan stå på kanten

af en fransk altan en swmming pool i et helt andet land og ønske

ligesom peter pan måske klokkeblomst og et stjerneskud i dit øjes ramme

hvor jeg placerer mig selv i din favn

Et barn i natten du kan høre græde trække lagener af anstrenge sig rigtig godt

for at nå det i dag

At lægge sig ned på ryggen
og rumme hele rummet, trække vejret og vågne op igen i morgen og gøre noget andet
noget rigtigt den her gang, trapper for enden og så stiger til himmels
og en båd
vi kan sejle verden rundt i 

when i see my own face all i think of is you.

jeg står i badet
og savner dig så længe med
hænderne foldet
over mit hoved
indtil det prikker og stikker
som vejarbejde
sten mod sten og
brud i et knæ

går jeg ud igen og ser
hele værelset dugget til
i et suk bare min krop i et håndklæde
og 2000 kilometer

Jeg ved
at vi mødes
er een ting

har jeg vandet helt for mig selv 
efter flere timers intetgøren laden stå bare se på 
i regntimer mit forår er en sommer i år du
viser ikke dit ansigt før om en rumtid rum så stort
at jeg hele tiden må gå med det bære på det 
og dig 
inden i 
i mig er der en kæmpestor mølle hjul som spinder
som en mis og tolv vilde killinger de vil ud
de vil bare se 
hvordan bækken løber langsomt
kæler
sig igennem landskabet
og hænderne
der i sidste ende til slut står 
som forældre og elskende
og bærer livet hjem til


bølgerne der slynger sig i vals
op ad min ræling i aften 

Sådan her længes man.

Det er en vest, jeg trækker på mig og bærer skudsikkert igennem hele dagen. 

De er ved at lave vejen herop til om; der er vejarbejdere allesteds, de siger ”bonjour” hver eneste gang, jeg går forbi.

Som om dagen kan blive bedre hele tiden, og at vi gør det sammen. Det er noget, vi alle læner os op ad. Dagen. 

Den starter tidligt, igennem et rundt vindue synger der fugle til mig, og jeg har ingen anelse om, hvorvidt solen skinner, eller regnen falder.

Jeg kan ganske enkelt ikke se det. 

Ikke før jeg låser op, og låsen skal drejes rundt to gange. Så mange grader kan man aldrig vrikke en hånd om; det er noget andet med dig og mig. 

Og så den sol, jeg senere ligger under, i en have af fliser, imens jeg hører pop-musik og tænker på dig. 

Solen skinner ned igennem mine ben og lander på min mave. 

Der kan jeg bære den lidt endnu.