You could be that someone


Vi kørte hjem fra Ikea i din bil. Det er bare en gammel spand, men den har automatgear, og du har puttet nogle fine højtalere i den og sat dem fast med en frisbee.
Vi hørte Jens Lekman, og vi sang begge med på omkvædet. 
Det regnede vist lidt, og det var ved at blive efterår 
i slutningen af september. 

Hvad gør det

Jeg maler opslagstavlen i morgen.
Jeg skrev, du havde været tarvelig
du ville bare sige undskyld
og invitere mig i biografen
halvanden måned for sent
hvad gør det
sneen er ikke faldet endnu
og jeg venter stadig på
min nye frakke kommer med posten

Det var sommer
da vi cyklede hjem fra byen sidst
klokken var fem om natten
og din skjorte flagrede mere
end min kjole gjorde

Alligevel er det først nu
du vil gøre brug af mig
Jeg er måske bare lidt som en mælkekarton
du fik åbnet i den forkerte side
Hvad gør det -
Det kender vi jo alle

does it trouble your mind the way you trouble mine 

Rigtig maskineri

Min far synes, det er rigtig god idé, om jeg skiller det hele lidt ad
forsøger at mane mig frem
og skubbe det hele lidt væk
måske ned til Bispebjerg
eller hen i Fælledparken.
Jeg går selv i Assistensen, bare en lille fiktiv tur,
med læderhandsker og basker på.
Sådan er det blevet efterår i min by,
jeg spiser humus på en lille café
med en god ven af min.
Han gider ikke bruge tid med mig,
hvis jeg bliver en sur bi.
Jeg vil også hellere være en glad pige
og gå rundt omkring
for at le
og bringe ting til at ske.
Rigtig maskineri. Frostsikker, soigneret, særligt i dag.

dagmar


i nat drømte jeg om mormor. hun var dobbelt så stor: hun var ikke længere lille og skrøbelig og ranket. hun gik ikke på den forhastede, forsinkede måde, som hun plejede. nogle gange var jeg bange for, at hun ville snuble i sin ivrighed. typisk skulle hun hente en pindis til mig. eller lagde kinden i hånden og sagde min morfars navn og rødmede, mens hendes parkinson rystede hende. 
vi græd begge to. jeg har ikke set hende i fire år. 

på toppen af kærlighed.

Hillerødmotorvejen

Jeg får ordnet min ryg, hele min venstre side er knast og mast og gjort ved og rigtig nok ikke værd at gøre mere ved. Jeg ligger skævt, når jeg tror, jeg ligger lige. Så det føles som om, hele verden vender ned af, og der er ikke så meget, som jeg ikke kan mærke og bande og svovle til. 
I fem minutter får jeg lov at ligge med et uldtæppe over mig og kigge på en prik i loftet. Det er bare en, jeg selv vælger. Jeg bliver ikke tvunget til noget. 
Jeg kører hjem og hører den samme sang på hele Hillerødmotorvejen. Jeg kører for stærkt, jeg ligger kun i venstre kørebane. 

Hvile

I søndags sad jeg i et IC tog og sagde mit job op. Jeg angstsvedte, fandt jeg senere ud af, da jeg skulle aflevere den skriftlige af slagsen. Sådan fungerer det åbenbart. Man kan ligeså godt lære det.
Lørdag vågner jeg op og græder, før jeg har vendt mig om i sengen. Jeg tænker på min mor, jeg vil gerne hjem og sidde i hjørnet af mine forældres lædersofa og blive holdt om, mens det gamle, trygge B&O fjernsyn viser noget varmt.
I toget sidder jeg i gangen, først da vi når til Storebælt rejser jeg mig op for at se vandet. Jeg kan næsten ikke stå op, da jeg ryger en cigaret på perronen i Vejle. Allerede da jeg sætter mig i bilen med far i Herning, får jeg det bedre.
Der dufter af noget helt specielt i gårdspladsen, jeg træder ud af bilen, jeg har virkelig ventet på at hvile. 

Det regner den dag, du tager af sted. Vi siger farvel aftenen før. Vi står nede ved min gadedør, jeg har ikke taget handsker på, for jeg vil mærke din hud. Jeg kan ikke se, om vi begge to har tårer i øjnene eller høre, om det bare er min stemme, der er ved at fade ud. Jeg siger, at jeg bliver nødt til at kysse dig, men det er fuldstændigt overflødigt, for selvfølgelig kysser vi hinanden. Dine hænder hviler så tungt om min ryg, jeg kan slet ikke få mine viklet ud af din rygs hvirvler. Det er oktober, jeg har først fødselsdag i marts. Jeg tænker, to måneder ingenting er, ikke for sådan nogle som os, eller bare for mig, for jeg har aldrig helt haft dig i min favn. 100 kilometer er virkelig ingenting, og Golfstrømmen er der jo ingen, der har patent på.
Jeg sætter mig op i min lejlighed, jeg går op af trapperne og er ved at vælte. Jeg kæderyger, en 20 minutters tid, det må det tage, og så græder jeg. Når man græder er det fordi, man ikke ved, hvordan man ellers skal udtrykke sig. Jeg læste det engang, et eller andet sted.
I dag står jeg og kigger på Toulouse Lautrec. Med mine læber taler jeg de franske ord ud, jeg siger det uden lyd, og min veninde gør det samme. Før vi overhovedet kigger på den kunst, vi har betalt for, taler vi i en halv times tid. Midt i udstillingen siger jeg, at jeg lagde det hele ud i den bog, jeg gav dig med. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Hun siger, det skal man også.
Endnu før det er min paraply ved at gå i stykker, da jeg går ned til posthuset. Jeg har altid en lille tanke siddende i baghovedet, jeg drømmer om at se dig stå rundt om hjørnet. Du ruller en cigaret af norsk tobak og spytter det ud, der sætter sig på din tungespids, dine læbers brist. Nu skal jeg cykle forbi dit vindue i en evighed og vide, du ingen steder er at se. Jeg er ligeglad med 5 års tovtrækkeri, ærligt talt, jeg er her stadig, når du kommer hjem igen. 

det her er folk trætte af:
mit hjertes bras
og turmult
velvidende at det er dem
der også befinder sig deri

det er sjovt
som man kan løbe gaden tynd
og undgå at støde ind i nogen
men aldrig gemme sig helt
for det vindue på klem
jeg ikke kan lukke i