Silkestof


Jeg står i mit hvide baderum og børster mine tænder, jeg savner bare så meget så meget mere end det her, og jeg lægger mit hoved på en hvid pude og hviler i nogle timer, indtil det bliver mig befalet at vågne igen og rumme og placere og kante mig langs brugte borde, skyldige systemer, trætte tangenter. 
Jeg er holdt op med at spille klaver, jeg solgte det i efteråret, jeg kan huske, hvordan du sad og spillede tosset på det, og jeg gik hen og greb dit hoved i min hånd og lagde mine læber til dine og slukkede på kontakten.
Hvornår holdt himlen op med at vise mig derhen, hvor hjertet vil, må og så absolut fint skal ligge svøbt i alt det, kun mine selvvalgte bøger fortæller mig, kan ske. 


Jeg læser avis hver dag, jeg tjekker den samme hjemmeside hver morgen, for jeg har ikke længere råd til et abonnement ind af brevsprækken. Jeg tænker på dig hver dag, jeg tjekker de samme tanker hver morgen, for jeg har ikke længere råd til at tænke nye. 


Vi stod på stranden, det var sensommer og tæt på år efter, vi først mødtes, du smurte en ring af varme om min mave og kyssede mig helt ned i sandet, der var som børneler og en behagelig masse, jeg bare gled ned i og kunne blive i, jeg kunne blive i 100 år. 
Jeg kunne ikke holde balancen, men det kunne du, og bølgerne, bølgerne der rammede os ind i et omtåget kærlighedsland, som gamle soldater med beskidte hænder sad vi på bunkerne og så hele verden leve videre. Vi kørte med min mor hjem, vi sad på bagsædet, jeg holdt din hånd, og du holdt min så længe, at jeg ikke kunne nå at give slip.