min vindue står åbent det gør ikke noget jeg synger alligevel og når jeg cykler op og ned ad min vej gør jeg det samme og jeg er ligeglad totalt forladt for anstændighed og normalitet middelmådigheden maler himmel og værk og mærker mig ind i et immanent stadie i endnu nogle timer aften i dag hvor jeg igen gør det samme som jeg gjorde i går intet her forandrer sig og karakteren er fastlås der er ingen anden jeg kunne finde på at åbne op for.