hjertemådehold.

photo

Onsdagsros


I onsdags stod jeg på min bys bibliotek (Jeg havde faktisk lige været derinde i en rum tid og var kommet ud til min cykel og var i færd med at låse den op, da jeg siger "Radioator, Rosenbæk!" og så klart går ind, selvom tiden løb, og jeg skulle til lægen et kvarter senere) og venter på bibliotekaren (Det var hende den unge dame, som minder om mus, perfektion og et aldrig helt smil), der er gået ned i depotet for at hente Radiator til mig. Og jeg står der, og jeg laver jo egentligt ikke noget: Jeg venter bare. Men ud af intet kom mit livs største kompliment og anerkendelse hen imod mig: Lederen af Forfattergrundkuset (Dét har jeg ikke fundet på, og det er heller ikke for sjovt, jeg har valgt at ikke gå der) kommer hen og siger undskyld og er høflig og ordentlig, hun vil bare høre, om jeg har overvejet at søge ind på Forfatterskolen, for det synes hun helt sikkert, jeg skal gøre, hun havde jo hørt mig læse op dengang i november, og hvor langt var jeg mon, og det lød fornuftigt at vente til næste år og ud af intet smuttede hun som en lille mis op af trappen til sine (Åbenbart) middelmådige elever og puslede videre med deres gåpåskriveri eller mangel på samme.


Med den onsdagsros samt min hidtil bedste yndlingskunde i Inspiration sidste lørdags ("Det var vel nok godt, jeg mødte dig"), tror jeg, jeg overlever de sidste fire måneder af dette levende helvede, som velfærdssamfundet på venlig vis har sat mig i. 




Nok brok: sneen er forsvundet foran mit vindue, og snart kan jeg helt lade være med at tænde min radiator.

Sig mig lov mig vi skal


Det er ikke et spørgsmål om hvor langt jeg kan gå men om hvor langt du kan gå og hvornår der ikke er mere at gå på slide op ad og ned ad igen langs kanter og søernes olierede overflade når jeg kører igennem med bussen videre ind mod indre by langs sølvgade og nørre voldgade og jeg ved jeg ved jeg lige præcis kan nå at ryge en cigaret ned ad fiolstræde før vi mødes hvor vi altid mødes hvor vi sidder og jeg sidder bare og hænger i dit smil lidt endnu og du smiler langs de blikke jeg smider op på de omgivende reoler og jeg tillader mig at tage din hånd og bilde mig selv ind du tager min i samme instant og sådan sidder vi som normale mennesker og drikker vores kaffe indtil der ikke er mere og vi tager frakker og jegvedikkehvad på vores kroppe og vi går derfra igen med hinanden i hænderne imens du kalder mig liebe selvom du ikke kan snakke tysk og du tager mig igennem dele af byen jeg aldrig før har set for så langt kan vi gå sammen så langt har vi allerede gået sammen hvor meget længere skal vi gå sammen sig mig lov mig vi skal.

3a fr a:

"Les yeux tellement remplis d'affection que je sens monter en moi comme une bouffée de chaleur."

Næste uges bibliotek:


Radiator i Hallerne har En plads i historien i Den Fremmede.

NAVNELEG

Kat Rose
Rosenkat 
Katrosen
Bækkat
Katbæk
trineKa
Rosbæk
Rosebæk
Bækenros
 Ka Rosen
Bæk Rosen

Det her sker i dag:

jeg skal til læge

jeg skal læse camus

jeg skal skrive artikel om pablo llambias 

jeg skal handle i rema 1000 og låne jan sonnergaard på biblioteket

jeg tager bussen.

febrilsk februar


jeg kan plastre dig til gulvet
ligesom dynen elektrisk hænger fast ved ben og arme
når jeg søndag efter søndag
skifter lagener 
og hænger ud af vinduet
med puder for ørene 
og dynen viklet langt ind i persiennerne 


kan du måske cykle forbi 
imens jeg står der
og lægge dig her
så jeg kan læge de sår
du endnu ikke ved
du går rundt
og bliver dårligere af 


som påskeliljerne i mit forårs febrilske februar
der på tredjedagen hænger med næbet
og be'r om lidt mere vand
til at klare æteren

sideløbende med min uddannelse og dets institution og væsen og pragt formår jeg at arrangere selvstudie og selvleben og selvgørelse og selvværk og selvscene og selvvæsen og selvtid og selvpoint og selvretfærdighed og selvliv
det kan de nemlig ikke finde ud af at lære os. 

indrøm det er dumt men sandt.

mine lagener for tiden er blå med blomster på, blødt bomuld og morgenhår roder på de lyse puders trygge favn. jeg ligger i en sådan, jeg har lige set noget vigtigt i fjernsynet, og jeg skal snart i bad og lukke vinduet, inden jeg cykler forbi det. du ringer, og jeg ved godt, det ingen anden kan være. vi snakker om noget sprødt, jeg tænker på at riste brød og videre på os to, imens vi laver en aftale, der er så fin, at hele dagen i dag skal være som blødt bomuld mod mit øre i rundgang, konstant så klare konsonanter du tillader at forbipassere, og jeg bliver bare mere og mere ør, ømtålelig, pløremagnetisk kærlighedsfuld. 

du siger
det giver meget mere
end man kan overskue
det tager 
og måske er det præcis sådan
jeg har det
rus ned i blodet
fra hjertet
til hovedet

det kan godt være

hjerte rimer på smerte

men hjerne 

rimer på fjerne

og jeg ved godt

hvad der er værst

i den her sammenhæng

Sted


Kan du ikke forstå
at jeg er et purungt menneske:
jeg er alt det, der altid er blevet skrevet om
en kokon, et korn, en kerne af ren og skær sælsom menneskesjæl
som ikke tåler tunge tal, konkrete karakterer 
eller at høre de samme ting
igen og igen og 
en
gang
til


Du havde lidt på fornemmelsen
at jeg var et andet sted,
du har slet ikke nogen anelse om,
hvad det er for et sted


Lad mig nu bare
komme afsted

Erkendelsesteori


I filosofi snakker vi om erkendelsesteori. Klokken er 13.30, det er fredag. 
Det hele bliver meget indviklet, og jeg sætter brillerne op i panden og gnaver lidt i et æble og lader som om, jeg skriver noter eller prøver at forstå gamle noter.
Vi snakker om en dreng, der er tøljet til en pæl i et skur, fra han er to til for evigt. 
Vi snakker om en flagermus, der ser alt oppefra ned. 
Vi snakker ikke om os, der ser intet andet end det, de beder os om at se. 

Confetti

Der kommer en gammel mand ind i butikken, og jeg elsker at betjene ældre mennesker, for de er venlige og grå i tøjet, men ræverøde i hjertet. 

Han skal have en sæbe dispenser, den pinke fra Zone, Confetti. Han kom til at ødelægge sin venindes, den gik i hundrede porcelænsstykker på badeværelsesfliserne: "Det kunne den ikke holde til", så nu må han såklart købe en ny, og jeg smiler og er ungpigefin og spørger, om jeg ikke skal pakke den ind. Han tager sig til mund og ak og ve, vil jeg virkelig det. 

"Hun begynder at græde, når hun ser den indpakning", og ja, det er nogle rigtige fine farver, det er det ligegyldigt, hvilken kunde, jeg betjener, men måske lige netop der omkring, var de som sensommerefterårsforelskelse og som at se igennem nye briller med rigtig styrke. 

"Det var vel nok godt, jeg mødte dig", siger han til sidst.

VINTER

Det her er det eneste rigtige at gøre
at tage opvasken og spise to vitaminpiller af voldsom styrke
Vinteren har genvundet jordens mulm og begravet alt i atter kulde og kontrol
og endnu en genvunden vintermuthed skal male onsdag aften kold som
at falde på skøjter nede i midtbyen
eller blive klemt i metroens inderste døre
og sidde fast som et insekt mellem to negle
og ikke kunne komme ud igen ikke kunne blive fri igen

Opgiv aldrig det du elsker.

Veninde til anden (Jeg):

du er skriftens orakel

og det bedste jeg ved

Hvad skal der til før mit pigevirke forstår at den slags ting ikke bare lige og sådan forgår formår at ryste mig og gøre op til ned og ned til op forvirre mit verdensfotografi og mit hjertegeni 

strengt taget taget strengt på ordet kunne du have lagt lidt mere på bordet burde du nok have hamret sømmet bedre i taget lidt mere line i lommen lovede du mig ærligt talt helt ærligt ikke at det skulle være os to strengt taget taget strengt på ordet.

Idioti


Hele dagen har jeg været omgivet af en slags specifik idioti, der bare dræner og dræner i mit tørlagte geni; ligesom harpiks, der langsomt og smertefuldt tørrer ind til en kradseklar maske. De holder aldrig op, bussen kører for langsomt, ruderne males til i regn, vinteren tror den laver regnbuer, når den fryser mit vindue til, det klapper i, når jeg lige har åbnet det, og jeg taber alle mine varer, når jeg cykler hjem fra supermarkedet. Den anden dag måtte jeg købe en ny lås til den, cyklen, den gamle var rusten, og jeg stod og rodede i cykelkælderens overvågning i en små timlelange fem minutter mandag morgen.
Det er ikke kun mit liv, der er for kort til denne slags sysler, du kunne ligeså vel kradse af i morgen, som jeg. 

Nok

Det er ikke fordi, jeg lægger på mine knæ og be’r dig om at elske mig, jeg be’r dig om at fortælle mig, hvad du kan give mig, sende det ned ad kasseapparatet og videre igennem maskinen, du behøver ikke elske mig mere, du skal ikke lægge mig på din seng, du skal ikke ryste mig igennem dine lagener og åbne vinduet bagefter; du kan bare skubbe døren op og lukke mig ind, det ville have været nok, mere end nogensinde nok.