Noter


- Skriv slutningen om
- ORDKLØVER
- Sætningslængde, overflødighedstragt
- Selvreflekterende - skal jeg hjælpe læser?
- Selvbevidsthed
- Sproget skaber virkelig, ikke nødvendigvis sandhed

Hvordan overlever man

Jeg løber en tur. Jeg tager frisk luft. Jeg lufter ud, jeg åbner vinduer. Jeg står i det og en dreng går forbi, han har en sixpack i venstre hånd og vinker med højre. Han smiler, så jeg smiler. Jeg skærer avocadoer, bagefter tager jeg opvasken. Jeg gemmer nogle ting i mit skab. Jeg cykler en tur. Jeg cykler en tur ned til byen, jeg trækker min cykel op ad gaden, jeg cykler ned igen. Jeg venter på grønt lys. Jeg tager toget. Jeg betaler prisen, jeg køber kaffe, jeg drikker den, inden den bliver kold. Jeg tænder en cigaret midtvejs. Jeg får femten minutter. Jeg træder over din dørtærskel, og der går lang tid, inden jeg træder den ned igen. Mine støvler står i din gang, jeg hænger frakken på plads. Jeg låser nøglen inde, jeg gemmer mig væk fra det her. Så springer jeg nogle dage over. Jeg bevæger mig langsomt, måske får du mig til at løbe igen senere. 

det er bare et hjerte der ligger

jeg har et overtræk på femtenhundrede kroner jeg har seks pakker smøger i skabet jeg har brugt fem kroner på kaffe i dag jeg har et vindue jeg har næsten en liter vin jeg har en veninde jeg har tre moduler i morgen jeg har fri i to dage jeg har otte klip til svømmehallen jeg har ingen ord at sige jeg har læst en opgave tre gange jeg har to regninger at betale jeg har ikke flere penge jeg har mere hjerte du kan mærke.

LONDON KNEES

cykel


min cykel er så rusten 
efterhånden
at folk kigger efter mig
på fortovet fodgængerfeltet for
konstant trækker jeg pedaler og skifter gear
jeg er engang blevet fortalt 
hvordan en bil nedgearer
og at en cykel
kan det samme


min kan ikke

Forår


Foråret kom i dag. Omkring middagstid. Fliserne lå grå og matte, fuldstændig tavse og snevåde. 
Jeg og en veninde snakkede om frostgrader og DMI. Vi kørte bil, vi kørte ned til byen og hørte musik imens. Da vi steg ud, var det der stadig. Det er sådan en hel genklarlig uforklarlig duft, der breder sig som silke, der falder tyst mod nattehud. Det er lettelse i sin klareste forstand. Så når jeg her til aften står i mit vindue og skuer efter skud, gør jeg det ikke forgæves. Fra nu af kan der kun komme lys ind ad mine morgentimer og ud af mine nattesoninger. 

gentro
genro

NU VIL JEG GERNE SNART HAVE LIDT FRED NU VIL JEG GERNE SNART HAVE LOV AT TAGE DEN MED LIDT RO BARE TAGE DEN OS TO NU VIL JEG GERNE SNART LÆGGE MIG NED NU GIDER JEG IKKE LÆNGERE STÅ OP NU VIL JEG GERNE SNART DRIKKE EN KOP KAFFE NU VIL JEG GERNE SNART LÆSE LIDT TRIVES LIDT TAGE DEN LIDT MERE MED RO
NU VIL JEG GERNE SNART TAGE TOGET IND TIL BYEN SÅ JEG KAN SIDDE I VINDUET OG RYGE 
NU VIL JEG GERNE SNART VIDERE VÆK HERFRA KOM TAG MIG VÆK VIDERE OP HERFRA

Har virkelig lyst til og at fordi for nu måske kanske kan lade det være forbi for nu for himmelråbende for fint forfærdeligt får du dertil bide i og og og uroligt uroligt uroligt ånde til tvære ud træde til tage turen ud.

Undskyld


Har du sagt noget forkert
kan du tænde lyset igen
Har du sagt noget forkert
kan du med dit viskelæder
ind under negleroden, helt igennem hjertefoden
skære skyggerne op
Har du sagt noget forkert
kan du rejse land & rige forbi
for bare at lægge undskyld
for fødder, for fanden, for dig
for os

photo

Cirkulationer


De her cirkulationer
jeg ikke kan få mit liv ud af
Kan du ryste rummet lidt mere
og måske smide mig ud af vinduet
og love mig
du griber mig
inden jeg rasende rammer fortovet
og slår hul i mit virke
der for fanden ikke kan fungere
uden at de her cirkulationer
cirkulerer

Hjerteflimmer


Når jeg søndag aften lægger mit øre til dit bryst og binder mine hænder om dine hofter
lytter jeg til dit hjerte slå
som et gammelt støvet digt
som overboens gang på gulv, knirken og vriden i trærækker
som trin i vintersne, frostlag på roserøde kinder, genkendte busruters rytme
uregelmæssigt, sagte sagligt
som vrisne vindslag mod vakuumruder, ydmyge homogene mennesker der elsker
er hvad vi er 

BROK


I min hidtil, endnu korte, levetid skal der være få ting, der virkelig har fået lov til at kradse huden af mit hidsige virke, men eet af dem må nok være det medlemskab, jeg har tegnet hos Gyldendals Bogklub, da enelleranden sødung mand ringede mig op, en forvirret eftermiddag, hvor jeg garanteret har været optaget af kaffebrygning og ting, der foregår ud af vinduet. Hammerherrste gud, niogfuckingfyrre kroner for at afbestille "Månedens bog", som i dette måned (Eller var det sidste...) er Elefantpasserens Børn af den gode, gamle, gække Høeg (& Smila som sagde mig så tæt på ingenting år tilbage).
228,95 kroner for at være helt præcis.


På mit skrivebord, der i forvejen fylder for meget i mine forsmåede femogtyve kvadratmeter, har jeg på ingen menneskelig måde plads til disse to hvidblanke, skrigende og skræmmende, regninger. For slet ikke at snakke om det bølgepap, bogen var indpakket i.

LOVE ISN'T MEANT TO COMPLAIN

har du elektronisk hjertegenstart på dit tastatur er det fordi der er noget der ikke dur.

Det er i mit hoved det er mine lunger det er i mit vindue det er i min udsigt det er i min bilkørsel det i min tirsdag eftermiddag det er i mit fjernsyn det er i mine højtalere det er i min drikkeyoghurt det er i min boghandel det er i mine nye sko det er i vesterhavet det er i min cigaretpakke det er i mine fingre det er i mit hoved det er i mit hoved det er ude af mit hjerte det er i mit hoved
Det er ude af mine hænder.

I DAG SKINNER SOLEN 
også over mit hoved og gågadens middagsgæster
Vores frakker flakker om hverandres
hvorigennem smil forvirrer sig selv ind i tilbudsvarer
Jeg køber fem bøger og betaler firehundrede kroner


Hvis det er alt der skal til
for græssets genopstanden 
og livets videreanen
tør jeg hejse flaget 
og synge videre for dagen 

Ord taget 
tarvelig sart 
særlig forledt
forfærdelig foraldrigmere. 

Vesuvius.

Sproget er et hus. 

Fredagsfilm




Jeg står på et toilet i vogn 62
Det er det mest bitre sted i hele verden
Toilettet er aldrig tømt,
tværtimod
Sæben er difus og ukonsistent
bare gulvet skal jeg kigge på
og jeg får lyst til at trykke knappen ud
Jeg medvirker i en film,
det er der ikke andre, der ved noget om


Har du set de to
der sidder og griner
langs landets snelagte jernbane
bare fordi
det er de to 

livværdig

dødfærdig

1




Vågner kl. 5.19, de skraber asfalt af 
lyder som følelsen af at tage en fortrydelsespille
Alarmlys smadres op ad mine nattevinduer
nu er der ingen ro nogensteder
Forsøger at lukke gennemtræksdør
skabe en søvnlig ro
På trods af frostgrader i den tone
der senere vækker mig tro
står jeg roligt op

Havn

Skal du forstå, hvad jeg siger. Skal jeg binde dine ører til min mund. Skal jeg skrive det på dit dørtrin, når jeg går ud. Skal jeg tegne en line fra min mundvige til de kår, du vil blive efterladt med. Skal jeg åbne vinduet, så gaden kan høre mit sidsteudsagn og bære vidnesbyrd. Skal jeg finde det musehul, du skal kravle tryglende ind i. 

Skal en sådan uherlig ærlighed ramme din favn, vil du altid svømme tilbage i havn. 

Træet foran vinduet bader i frost og hvadikke
og alligevel kører Hjem-Is rundt og tror
vi slet ikke 
har fået nok endnu 

1 Jeg står i supermarkedet, det er søndag, du kigger på grøntsager, jeg kigger med.

2 Igennem det jeg får vibreret igennem mine smalle læber, vil der tilbagestå et udefinerbart resultat hos dig.

3 Idet et ønske bliver lagt for dine fødder, bliver eet opfyldt.
4 Det lykkes os at veksle og skabe en given os-to-imellem indforstået konception.
5 Og derfra og til kasseapparatets bippende bombe, kalkulerer vi værdien af denne. 

Jeg har ladet min hyacint stå i vinduet, selvom den er vissen. 
Den er den eneste, jeg har. 




Jeg har fjernet min hyacint fra vinduet, selvom den var den eneste, jeg havde.
Den var forbandet vissen.

Kan ske mennesket bliver så bange for at elske

at ingen anden kan få lov at elske det 

. . . 

Udlåndsskranken




En forbindelse mellem een og anden
fungerer ikke som udlåndsskranken på biblioteket
men det tror du tilsyneladende


Så når jeg står i køen
med knirkende lædersko
og barmen fyldt til randen
bævrende læber
ruskindshandsker 
jeg ikke kan få af 
og bøger iblandt korrekte koder 
og ansigtstræk


Bliver det mig umuliggjort
at nå det inden lukketid 


Hvem skulle have troet
en forbindelse som vores
kunne forlænges så længe
og regningen nu til slut
være mere værd 
end noget som helst salut
vi i vor os 
til stadighed bærer 

1




Stuegulvet knirker voldsomt
der er orkaner i dine øjne


Vinduet står på klem
prøver du at lukke noget ind?


Jeg tømte postkassen på vej herop
brevene ligger for dine fødder


Vi mangler døre at smække 
du har gemt dem alle i et forkert rum


Snart springer venetråde
du må have fået noget i øjet
Er det et viskelæder i din hånd?


Kan man få tæsk af stilhed,
kan tale slå den ihjel

110111

100111

hjertenære hjerteære.

Kærlighed er ikke kærlighed
hvis den svigter
når den svigtes.




William Shakespeare.

photo