mine lagener for tiden er blå med blomster på, blødt bomuld og morgenhår roder på de lyse puders trygge favn. jeg ligger i en sådan, jeg har lige set noget vigtigt i fjernsynet, og jeg skal snart i bad og lukke vinduet, inden jeg cykler forbi det. du ringer, og jeg ved godt, det ingen anden kan være. vi snakker om noget sprødt, jeg tænker på at riste brød og videre på os to, imens vi laver en aftale, der er så fin, at hele dagen i dag skal være som blødt bomuld mod mit øre i rundgang, konstant så klare konsonanter du tillader at forbipassere, og jeg bliver bare mere og mere ør, ømtålelig, pløremagnetisk kærlighedsfuld.