Onsdagsros


I onsdags stod jeg på min bys bibliotek (Jeg havde faktisk lige været derinde i en rum tid og var kommet ud til min cykel og var i færd med at låse den op, da jeg siger "Radioator, Rosenbæk!" og så klart går ind, selvom tiden løb, og jeg skulle til lægen et kvarter senere) og venter på bibliotekaren (Det var hende den unge dame, som minder om mus, perfektion og et aldrig helt smil), der er gået ned i depotet for at hente Radiator til mig. Og jeg står der, og jeg laver jo egentligt ikke noget: Jeg venter bare. Men ud af intet kom mit livs største kompliment og anerkendelse hen imod mig: Lederen af Forfattergrundkuset (Dét har jeg ikke fundet på, og det er heller ikke for sjovt, jeg har valgt at ikke gå der) kommer hen og siger undskyld og er høflig og ordentlig, hun vil bare høre, om jeg har overvejet at søge ind på Forfatterskolen, for det synes hun helt sikkert, jeg skal gøre, hun havde jo hørt mig læse op dengang i november, og hvor langt var jeg mon, og det lød fornuftigt at vente til næste år og ud af intet smuttede hun som en lille mis op af trappen til sine (Åbenbart) middelmådige elever og puslede videre med deres gåpåskriveri eller mangel på samme.


Med den onsdagsros samt min hidtil bedste yndlingskunde i Inspiration sidste lørdags ("Det var vel nok godt, jeg mødte dig"), tror jeg, jeg overlever de sidste fire måneder af dette levende helvede, som velfærdssamfundet på venlig vis har sat mig i. 




Nok brok: sneen er forsvundet foran mit vindue, og snart kan jeg helt lade være med at tænde min radiator.