Sådan her længes man.

Det er en vest, jeg trækker på mig og bærer skudsikkert igennem hele dagen. 

De er ved at lave vejen herop til om; der er vejarbejdere allesteds, de siger ”bonjour” hver eneste gang, jeg går forbi.

Som om dagen kan blive bedre hele tiden, og at vi gør det sammen. Det er noget, vi alle læner os op ad. Dagen. 

Den starter tidligt, igennem et rundt vindue synger der fugle til mig, og jeg har ingen anelse om, hvorvidt solen skinner, eller regnen falder.

Jeg kan ganske enkelt ikke se det. 

Ikke før jeg låser op, og låsen skal drejes rundt to gange. Så mange grader kan man aldrig vrikke en hånd om; det er noget andet med dig og mig. 

Og så den sol, jeg senere ligger under, i en have af fliser, imens jeg hører pop-musik og tænker på dig. 

Solen skinner ned igennem mine ben og lander på min mave. 

Der kan jeg bære den lidt endnu.