Tirsdag spørger du mig om jeg er sur på dig.
Om du er sur på mig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare men selvfølgelig svarer jeg alligevel og finder en vej uden om og omkring at sige at ja jeg er sur på dig uden at sige det og i stedet for profiliere mig selv som verdens største og mest overbærende menneske der virkelig godt kan forstå og forstå og forstå at du har haft travlt at du har været stresset at du har haft meget at se til at du ikke har tid tilbage til at se mig i.