Jeg tænker tit at jeg er et forfærdeligt menneske at lytte på at se på den måde jeg træder af cyklen inden jeg overhovedet er holdt op med at træde i pedalerne eller ringe med klokken og køre over glasskår brosten og modvind og jeg tænker på hvor irriterende min højhellige højtrækkende højre hånd må være i et klasselokale hvor andre tredive ivrige kaniner vil have den længste gulerod og jeg tænker på hvor få og hvor ingen som helst ved hvor lidt interesse jeg har voksende for den gulerod og hvor meget mit hjerte tindrer efter ro og gammen i et solskinsoplyst hvidt rum med alt andet end tal og tørre smil på væggene men derimod bare et kys på læben en kind i min øjesten ikke mere for meget for langt bare et ganske enkelt velment værdigt ærligt og ikke nødvendigvis særlig særligt men dog alligevel enestående kys.