Hvile

I søndags sad jeg i et IC tog og sagde mit job op. Jeg angstsvedte, fandt jeg senere ud af, da jeg skulle aflevere den skriftlige af slagsen. Sådan fungerer det åbenbart. Man kan ligeså godt lære det.
Lørdag vågner jeg op og græder, før jeg har vendt mig om i sengen. Jeg tænker på min mor, jeg vil gerne hjem og sidde i hjørnet af mine forældres lædersofa og blive holdt om, mens det gamle, trygge B&O fjernsyn viser noget varmt.
I toget sidder jeg i gangen, først da vi når til Storebælt rejser jeg mig op for at se vandet. Jeg kan næsten ikke stå op, da jeg ryger en cigaret på perronen i Vejle. Allerede da jeg sætter mig i bilen med far i Herning, får jeg det bedre.
Der dufter af noget helt specielt i gårdspladsen, jeg træder ud af bilen, jeg har virkelig ventet på at hvile.