Det regner den dag, du tager af sted. Vi siger farvel aftenen før. Vi står nede ved min gadedør, jeg har ikke taget handsker på, for jeg vil mærke din hud. Jeg kan ikke se, om vi begge to har tårer i øjnene eller høre, om det bare er min stemme, der er ved at fade ud. Jeg siger, at jeg bliver nødt til at kysse dig, men det er fuldstændigt overflødigt, for selvfølgelig kysser vi hinanden. Dine hænder hviler så tungt om min ryg, jeg kan slet ikke få mine viklet ud af din rygs hvirvler. Det er oktober, jeg har først fødselsdag i marts. Jeg tænker, to måneder ingenting er, ikke for sådan nogle som os, eller bare for mig, for jeg har aldrig helt haft dig i min favn. 100 kilometer er virkelig ingenting, og Golfstrømmen er der jo ingen, der har patent på.
Jeg sætter mig op i min lejlighed, jeg går op af trapperne og er ved at vælte. Jeg kæderyger, en 20 minutters tid, det må det tage, og så græder jeg. Når man græder er det fordi, man ikke ved, hvordan man ellers skal udtrykke sig. Jeg læste det engang, et eller andet sted.
I dag står jeg og kigger på Toulouse Lautrec. Med mine læber taler jeg de franske ord ud, jeg siger det uden lyd, og min veninde gør det samme. Før vi overhovedet kigger på den kunst, vi har betalt for, taler vi i en halv times tid. Midt i udstillingen siger jeg, at jeg lagde det hele ud i den bog, jeg gav dig med. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Hun siger, det skal man også.
Endnu før det er min paraply ved at gå i stykker, da jeg går ned til posthuset. Jeg har altid en lille tanke siddende i baghovedet, jeg drømmer om at se dig stå rundt om hjørnet. Du ruller en cigaret af norsk tobak og spytter det ud, der sætter sig på din tungespids, dine læbers brist. Nu skal jeg cykle forbi dit vindue i en evighed og vide, du ingen steder er at se. Jeg er ligeglad med 5 års tovtrækkeri, ærligt talt, jeg er her stadig, når du kommer hjem igen.