står rastløs nede på gaden og spiller claves og venter på bussen og kommer ingen vegne jeg er holdt op med at gå i kiosken og tælle blade for de er alle faldet ned nu sneen lader vente på sig men jeg trækker frakken godt op til hagen når jeg går på arbejde hver morgen og ønsker jeg aldrig skulle stige ud af bussen og det trygge åndedræt jeg kan mærke ved siden af mig fra en fremmede mand rejsende ligesom jeg ikke særligt langt men længe nok til at onsdag morgens solskin kan fylde mine lunger op som om jeg er en lille kolibri eller en hemmelig lomme i din pung som bare venter på at blive brugt