dagmar


i nat drømte jeg om mormor. hun var dobbelt så stor: hun var ikke længere lille og skrøbelig og ranket. hun gik ikke på den forhastede, forsinkede måde, som hun plejede. nogle gange var jeg bange for, at hun ville snuble i sin ivrighed. typisk skulle hun hente en pindis til mig. eller lagde kinden i hånden og sagde min morfars navn og rødmede, mens hendes parkinson rystede hende. 
vi græd begge to. jeg har ikke set hende i fire år.