man (jeg) står og venter på bussen, jeg har en hvid skjorte på og ingen cigaret i munden, men læderhandsker og et vilkårligt stykke musik kørende i ørerne, krummer tæer, spejder efter bus og hvad man nu ellers gør i myldretid eftermiddag klokken sytten cirka mens hele verden står og venter på den samme bus som man (jeg) man ser en bekendt og det er alt for meget sagt det er sådan set bare et menneske der ligger længere ude i min horisont end vesterhavet (enormt langt) og man skynder sig at trække hagen ned i halsen og halstørklædet og hænder i lommer og gør ved og lader stå til og bussen kommer endelig (man venter længere) efter fem forkerte først er kørt forbi og man placerer sig i hver sin ende af denne bus og ser ulykkelig og ung ud mens man tror hele verden drejer sig om een og ikke bussens hjul.