manege

jeg taber mit ansigt i mit kaffeglas i din lejlighed på en regnlørdag det er mørkt udenfor klokken er kun 17 du si'r du er smigret men at du ikke kan sige ret meget mere end det
jeg går hjem og græder i en times tid over køkkenbordet og al hjerterodet trækker stikket ud og læner mig rastløst op ad køleskabet
først langt senere strækker jeg ben i min seng og tænker på
hvor stort dit manege er