20111122

jeg tror ikke helt
du har forstået
hvor meget jeg elsker dig
og hvad jeg er i stand til
jeg vil lægge hele verden ned for dig
det er der mange
der går og praler af
men det er fordi
hele verden hænger sammen
fordi vi elsker hinanden
og ikke kan gøre for det
eller kan få det til at stoppe

ligesom sommerregn der ødelægger din nats søvn
og gennembløder dine chinos og cigaretter
når du løber ned til kiosken på hjørnet
ti vilde heste eller bare min vilje
er fuldstændig magtesløs

jeg tror ikke
du helt har forstået
hvad det er
der får mig til at sukke ved hvert dørtrin
jeg træder ind ad
eller som får mig til at åbne vinduet i morgen tidlig igen

hvis bare du vidste
kendte tyngden og mængden
når jeg trykker en akkord på mit klaver
og tænker lidt på dig
det er sommersødme som jordbærmarmelade
på nybagt brød
den slags man spiser
indtil man får ondt i maven
og begynder at spise igen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar