i søndags var jeg for første gang nogensinde på et museum, jeg længe gerne har villet besøge. man tager toget op langs kysten, der ligger huse, jeg drømmer om at bo i. jeg har spurgt min far om, hvordan man tjener så mange penge, for jeg ved, han ved, hvordan man gør. nok om det.
jeg er sensommersemiforelsket, og det var jeg også i søndags, jeg kunne ikke tænke på andet, jeg prøvede virkelig at tænke noget andet og måle, om jeg tænkte nok på det.
dengang jeg var 16 gik jeg altid på aros og sad på ottende sal og kiggede på lundstrøm, jeg synes seriøst, det er det smukkeste, jeg har set. jeg kunne sidde der i 20 minutter, en halv time, nogle gange 40, før jeg tog trappen til taget.
men i søndags havde jeg kun seks timers søvn i lommen, og jeg havde købt vitaminvand, det, alle sidder med i s-toget, fordi jeg ville prøve, hvor meget den signalværdi fik mig til at veje. det smagte sødt og surt, jeg fik hovedpine og ville hjem i en fart.
så jeg stod med træt ryg, sultne læber og hjerte, forsøgte at få noget til at hoppe eller gøre ved i min hjerne, hjerte, virke. der skete ikke så meget.
skal det passe, man er blevet så rusten og urolig kedelig, at ren æstetik ikke længere er nok til at få matroser til at marchere.